Sommeren lakker mod enden, og vi bevæger os ind i efterårs månederne. Urtehaven er fyldt med lækre grøntsager, og vi høster dagligt friske ting til gryder, fade og fryser.

Urtehaven.

Det er ikke helt som jeg havde drømt om. Vi har manglet varme, og økosystemet er helt ude af balance. Der har været overvægt af skadedyr i form af hvide fluer, bladlus, jordlopper, snegle og diverse biller som har lavet huller i bladene så væksten ikke har en chance for at udvikle sig maksimalt med et større afkast.

Snitbønner

På trods af det høster vi alligevel salat, rødbeder, bønner, ærter og løg. Jeg overvejer dog at pakke urtehaven ind i insektnet næste år, så vi får lidt mere ud af vores anstrengelser.

Grøntsager

Orientalske Liljer.

Jeg har prøvet noget helt nyt, nemlig Orientalske Liljer. En plante som ind til nu, slet ikke har vagt min interesse.

De er kommet ind i haven ved en tilfældighed. En have veninde slæbte mig med ud på et Lilje Gartneri sidste år. Gartneriet skulle tømmes, og Liljerne kunne købes for næsten ingen penge. Jeg købte 5 små planter uden at vide hvad der evt kom ud af dem. De blev aldrig plantet, og stod hele vinteren i små potter. Jeg var overbevist om at de var døde og borte.

Orientalsk Lilje - Orange

Tidligt forår var der overraskende nok liv i potterne. De blev plantet i større potter, og jeg har lige akkurat holdt liv i dem sommeren over. Og det var da godt, for se lige hvilke skønheder der har gemt sig ind til nu.

Orientalsk Lilje - Gul

De har blomstret utrolig længe, og jeg kunne godt finde på at få fat i nogle flere, og få mig en samling af Liljer, for det er en nem og smuk plante.

Tilfældige sammensætninger.

Min have består af de rene tilfældigheder hvad farver og former angår. Jeg planter, og ser hvad der sker. Ind imellem er der bare noget der virker.

Langbladet Ærenpris og Floks

Langbladet Ærenpris og en rødlilla Floks. Det er en kombination jeg kunne tænke mig at lege lidt med ude i fremtiden.