Jeg har seks flerårige krydderurter i haven, som jeg af flere grunde ikke vil undvære.

Det betyder ikke at jeg kun har seks krydderurter. Jeg har mange, men dem jeg bruger mest er dem jeg nævner i dette indlæg.

Rosmarin

Jeg elsker bare rosmarin. Det er en smuk stedsegrøn plante, og i den tidlige sommer blomstrer den med smukke lyseblå læbeblomster. En god insektplante er en egenskab som ikke skal glemmes.

Rosmarin

Jeg høster hele året af mine planter, så blomstringen er lidt sparsom. Her i huset er det nemlig helt umuligt at spise pizza uden rosmarin på toppen af osten. Vi spiser pizza mindst én gang om ugen. Vi elsker bare pizza.

Planten kan være frostfølsom. Mine står i godt drænet jord i nærheden af huset hvor der er læ, og de overlever.

Timian

Også en af dem jeg jævnligt bruger af. Den er næsten uundværlig i tomatsuppe, og anden form for suppe eller sammenkogte retter – syntes jeg.

Timian

Timian findes i mange udgaver. Jeg har helt almindelig have timian. Den er lidt sart over for lave frostgrader. Mine er plantet et sted hvor der er meget sandet jord, og en smule læ. De overlever.

Salvie

En smuk plante der kan vokse sig stor og kraftig med årene. Min store plante får en kraftig beskæring hvert år samtidig med lavendler og roser. Altså når faren for frost er væk.

Salvie

Salvie smager godt sammen med svinekød eller lammekød. Jeg skære nogle ’lommer’ i kødet og lægger et sammenkrøllet blad i lommen. Det giver en dejlig smag. Bladene kan paneres og frityre steges som snack. Det er også rigtigt lækkert.

Purløg

Hos mig plantes de i rækker. Jeg bruger purløg i det tidlige forår i mangel på grønt. Herefter betragter jeg den som en fin blomstrende krydderurt.

Purløg

Blomsterne kan spises i salat og er rigtig dekorative.

Citronmelisse

Det er så fin en plante og jeg elsker en kop te lavet på Citronmelisse. Jeg syntes dens aroma er bedst tidlig på året. Herefter er det en magnet for bier, med de mange svagt rosa læbeblomster.

Citronmelisse

På et tidspunkt midt til sidst på sommeren ser den som reglen lidt kedelig ud. Den skal her have en kraftig beskæring, og så bliver den fin og grøn igen. Det er i øvrigt en god ide at beskære planten, for den frø-sår sig vildt og voldsomt.

Persille

Jeg bruger frisk persille til alt – næsten. Her i huset laver vi smoothie hver morgen, og en tot persille kværnet sammen med frugt smager bare helt fantastisk, og samtidig mega sundt.

Persille

Persille er kun to årig. Jeg sår den tidligt i foråret, og året efter går den i blomst. Den sætter de smukkeste blomsterskærme.

Persilleblomster

Enten kan du lade skærmene stå og udvikle frø, så du bliver selvforsynende, eller du kan bruge skærmene i buketter.