SUSANNE IRMING

En blog om livsglæde og små ting der forsøder hverdagen.

Tag: Juli

Orientalske Liljer og høst tid i urtehaven.

Sommeren lakker mod enden, og vi bevæger os ind i efterårs månederne. Urtehaven er fyldt med lækre grøntsager, og vi høster dagligt friske ting til gryder, fade og fryser.

Urtehaven.

Det er ikke helt som jeg havde drømt om. Vi har manglet varme, og økosystemet er helt ude af balance. Der har været overvægt af skadedyr i form af hvide fluer, bladlus, jordlopper, snegle og diverse biller som har lavet huller i bladene så væksten ikke har en chance for at udvikle sig maksimalt med et større afkast.

Snitbønner

På trods af det høster vi alligevel salat, rødbeder, bønner, ærter og løg. Jeg overvejer dog at pakke urtehaven ind i insektnet næste år, så vi får lidt mere ud af vores anstrengelser.

Grøntsager

Orientalske Liljer.

Jeg har prøvet noget helt nyt, nemlig Orientalske Liljer. En plante som ind til nu, slet ikke har vagt min interesse.

De er kommet ind i haven ved en tilfældighed. En have veninde slæbte mig med ud på et Lilje Gartneri sidste år. Gartneriet skulle tømmes, og Liljerne kunne købes for næsten ingen penge. Jeg købte 5 små planter uden at vide hvad der evt kom ud af dem. De blev aldrig plantet, og stod hele vinteren i små potter. Jeg var overbevist om at de var døde og borte.

Orientalsk Lilje - Orange

Tidligt forår var der overraskende nok liv i potterne. De blev plantet i større potter, og jeg har lige akkurat holdt liv i dem sommeren over. Og det var da godt, for se lige hvilke skønheder der har gemt sig ind til nu.

Orientalsk Lilje - Gul

De har blomstret utrolig længe, og jeg kunne godt finde på at få fat i nogle flere, og få mig en samling af Liljer, for det er en nem og smuk plante.

Tilfældige sammensætninger.

Min have består af de rene tilfældigheder hvad farver og former angår. Jeg planter, og ser hvad der sker. Ind imellem er der bare noget der virker.

Langbladet Ærenpris og Floks

Langbladet Ærenpris og en rødlilla Floks. Det er en kombination jeg kunne tænke mig at lege lidt med ude i fremtiden.

Kendte sommer blomster, og et par overraskelser.

Sommeren – eller hvad det nu er og har været – har været noget lunefuld. Det ses helt tydeligt på sommerblomsterne i min have. De vokser ikke rigtigt på grund af den manglende varme, og jeg forventer ikke det flor som jeg normalt har her i juli og august.

Nigella Miss Jekyll

Nigella som er sået på friland, har helt levet op til mine forventninger. De lykkes altid, uanset hvordan vejret arter sig.

Nu er den der næsten.

Selv om jeg ved hvilke farver jeg har sået, er jeg altid spændt på at se de vidunderlige blomster i takt med at de springer ud. De er simpelthen et kunstværk fra naturens side.

Nigella Miss Jelyll Dark Blue.

Alle de detaljer sådan en lille blomst er udstyret med, er simpelthen så vildt, og jeg kan aldrig blive træt af at nærstudere disse skønheder.

Nigella Miss Jekyll White.

Saponaria vaccaria ‘Pink Beauty’

Jeg har prøvet nogle – for mig helt nye, som jeg har hørt om, men ikke selv dyrket før i år. Jeg er blevet positivt overrasket. Så meget at jeg har spurgt mig selv ”Hvorfor har jeg dog ikke sået den før dette år”?

Saponaria vaccaria Pink Beauty lige før helt udspring.

Saponaria vaccaria Pink Beauty er noget af det mest vidunderlige jeg har set længe. I starten af grofasen ser den ikke ud af meget. Jeg har sået den fra nogle frø jeg fik af en haveveninde, som priste den højt, og det kan jeg godt forstå.

Saponaria vaccaria Pink Beauty helt sprunget ud.

 Men helt sprunget ud er den virkelig yndig. Lange stilke som ender i en sky af lyserøde blomster, som passer så smukt ind i enhver sommerbuket.

Den findes også i en hvid udgave, men den har jeg til gode.

Polypogon monspeliensis – Hare Hale.

Polypogon monspeliensis. Den har jeg også sået på friland. Alt andet er næsten umuligt, på grund at de micro små frø. Den var dog længe om at vise sig, og jeg havde faktisk opgivet den. Den spirede og her er den så.

Polypogon monspeliensis ser ikke ud af så meget endnu.

Når den starter med at sætte sine ’aks’ ligner den ukrudt, og til en start var jeg ikke så imponeret.

Min rynken lidt på næsen, er dog gjort til skamme, for ’aksene’ folder sig ud med sølvfarvede spidser, og ligner dunede harepoter.

Polypogon monspeliensis helt åben og plukke klar.

Helt sikkert en græs der skal sås igen, for i blandede buketter er den rigtig fin.

Fortsat god sommer – det som er tilbage af den.

Powered by WordPress & Theme by Anders Norén