Jeg tror det er på sin plads at skrive lidt om Pomerans-Høgeurt, som jeg har frø af i shoppen. Det er en plante som mange bare hader – som i hader. Især hvis man ikke er til planter der breder sig eller frøsår sig selv. Det gør Pomeranshøgeurt nemlig.

Pomerans Høgeurt
Smukke orangefarvede blomster. De er i virkeligheden ret små!

Jeg er selv ret begejstret for den. Den fungere rigtig godt som bunddække, og de smukke orangefarvede blomster er meget smukke – i mine øjne. Sidst men ikke mindst, den tiltrækker insekter, og det tæller højt i disse dage hvor mange vilde blomster er truet.

Pomerans høgeurt i efteråret
En plante der vil frem. Den har bredt sig – helt efter planen.

Frøsåning af Pomerans-Høgeurt.

Frøene er små og skal sås oven på jorden/priklejord i foråret og frem til sidst på sommeren, uden at dække, og holdes fugtig frem til spiring. Når de små planter er store nok til at håndtere, pottes de om i bedre jord og større potter. Plant ud i haven når de er store nok til at klare sig selv. Og som sagt plant med afstand, da de breder sig med rodskud, og du højest sandsynligt skal tynde ud i planterne jævnligt.

Min Clematis – igen.

Clematis
Clematis i sommeren 2020.

Sidste blogindlæg pønsede jeg på at min flotte plante skulle have et hegn at klatre op af, inden den ville vælte. Det var lige nøjagtigt det der skete. Stolpe, fuglehus og plante væltede omkuld en af de nætter vi lige har været igennem med kraftig blæst. Heldigvis kunne planten reddes, men vi måtte ofre fuglehuset, og vikle de lange ranker ud, og så fik vi sat hegn op.

Hegn til Clematis
Nyt hegn efteråret 2020

Linaria purpurea.

Jeg var lidt sent ude med frøsåningen af disse.

Linaria purpurea
Blomstrende Linaria

De skal sås senest i september, hvis de skal nå at blomstrer året efter. Alternativt sås de fra marts, og vil blomstrer året efter.

Små frøplanter af linaria
Små frøplanter af Linaria.

Her ses de små planter i drivhuset. Om de så overleve kulden, og om de vil vokse sig store og flotte, og give det smukke blomster flor i 2021 vides af gode grunde ikke endnu. Jeg krydser fingre.