Achillea, eller røllike findes i mange sorter. Du kan finde et par sorter mere HER. Jeg beskriver i dette indlæg Achillea millefolium, som er den jeg dyrker mest i haven, fordi den er helt fantastisk som buketblomst. Smuk og holdbar i vaser.
Achillea er på mange måder en fantastisk staude. Den kræver ikke særlig meget for at kunne gro i haven. Den blomstrer over mange uger, og bliver ved hvis du plukker af den.
Den er tørketålende og nem at opformere hvis du gerne vil have flere planter på plantekontoen. Stilkene bliver 70-90 cm, så det er en god ide med en opbinding, så de ikke vælter I regn og blæst.
Opformering af Achillea.
Den breder sig hurtigt og bliver en stor plante. Det betyder at du allerede i efteråret kan dele planten, og på den måde få flere planter.
Hvis du ikke nåede at dele I efteråret er der ingen grund til panik, for tidligt forår kan du nemt lave stiklinger. Følg samme princip som jeg har brugt til opformering af Ridderspore
Frøsåning af Achillea
Fra frøsåning blomstrer den allerede fra første år, hvis du sår den i marts måned, og planter den ud i maj/juni måned.
Hvis du har sået Achillea millefolium ‘Summer Pastel’ kommer blomsterne i fine blandede pastelfarver. Den kan du finde frø af HER. Der vil være nogle af farverne du syntes bedre om end andre. Sæt skilte ved planterne og lav dine stiklinger ud fra dine favorit farver.
Achillea millefolium kan tørres
Achillea kan tørres, og bruges i kranse, eller i tørrede buketter. Farverne er mere dæmpede end farverner i friske blomster, men stadig smukke og holdbare.
Pluk når blomsterne er helt sprunget ud, og hæng dem til tørre med hovederne nedad.